Sådan kan du forkæle børnene i efterårsferien

Efterårsferie betyder ekstra kvalitetstid med børnene for mange forældre. Er du en af dem, kan du læse med her for gode idéer til, hvordan du kan tilbringe efterårsferien med dine børn.

Sæt nærvær, kreativitet og hygge på programmet. Dine børn vil nyde at blive forkælet gennem samvær og leg med sin forælder.

Saml ting i skoven og slip kreativiteten løs

Skoven er smuk og farverig om efteråret, så hvorfor ikke forkæle børnene ved at tage dem med derud? Det er godt for børnene at blive luftet igennem og få jord under neglene.

Sammen kan I samle naturmaterialer, som I kan tage med hjem og være kreative med. Find grankogler, grene og kastanjer og lav små dyr og figurer ved hjælp af tændstikker og superlim. I kan efterfølgende dekorere dem med blade i forskellige størrelser og efterårsfarver, I har fundet.

I kan også lave tegninger, hvor I limer de forskellige naturmaterialer, I har fundet, på. Tegn for eksempel et efterårstræ på et stykke papir og lad børnene lime blade på træets krone. Du kan også tegne en løve og lade dine børn klistre blade på løvens manke. Børnene kan naturligvis også selv tegne, hvis de er store nok til det. De vil elske at være fantasifulde. Især, hvis du sidder sammen med dem og er nærværende.

Bagefter kan I stille dyr og figurer på møbler i hjemmet og hænge tegninger op på vægge eller køleskabet, så I får foreviget jeres minde. 

Lav et græskar til halloween

Når det er efterårsferie, er der ikke længe til halloween, og du kan derfor passende lave græskar med dine børn. Det er super (u)hyggeligt.

Start med at skære toppen af græskarret. Tag græskarkød og kerner ud med en spiseske. I kan være fantasifulde med mønstret eller finde guides på nettet over, hvordan I skærer et flot græskar. Tegn eventuelt mønstret på græskarret med en sprittusch, inden I skærer.

Stil de færdiglavede græskar foran hoveddøren med fyrfadslys i, så er de klar til halloween.

Er der rester af græskarret, kan du lave en mild og børnevenlig græskarsuppe, som I kan nyde sammen. Lad eventuelt børnene være dine hjælpere under madlavningen. Som tilbehør til suppen kan I spise baguette med smør og en lækker salatbar.

Forkæl dine børn med et fodbad

Du kan også forkæle dine børn med et dejligt fodbad og efterfølgende klæde dem på med nogle lækre og varme hjemmesko til børn.

Imens de får fodbad kan du snakke med dem og høre, hvordan de går og har det. Det vil styrke båndet mellem jer, og dine børn har godt af at snakke med en voksen indimellem. Du kan også læse bøger højt for dem i sofaen eller synge sange med dem fra sangbøger.

Forkæl dine børn ved at være nærværende og give dem en masse opmærksomhed i efterårsferien. Læg din kalender på hylden for en stund og hyg dig med dem.