Det kan have stor betydning for ens videre behandlingsforløb, hvorvidt man har akutte eller kroniske smerter. Derfor er det vigtigt, når man kontakter professionelle behandlere at vide, om ens smerter er akutte eller kroniske.
Akutte smerter i nakken er en betegnelse for de smerter, der, som navnet antyder, er opstået akut eller pludseligt. Det kan være i forbindelse med ulykker, spændinger og overbelastninger, men der behøver ikke altid være en tydelig grund til smerterne. Oftest skyldes de akutte smerter dog blot forkerte holdninger, når man sidder eller ligger. Uanset årsagen til de akutte smerter så er smerterne voldsomme og kan ledsages af stivhed i nakken.
Kroniske nakkesmerter er i modsætning til de akutte, smerter som har varet ved over længere tid og som minimum over 3 måneder uden markant forbedring. De kroniske nakkesmerter er ofte nogle, som man ser ved mere komplekse tilstande, men som stadig kan have store konsekvenser for ens livskvalitet. Kroniske smerter kan nemlig i visse tilfælde være så voldsomme, at de kan begrænse ens muligheder for fx at arbejde eller fungere i ens hverdag.